Eovendo – pengemaskine eller håndører? Hjemmesiden Eovendo har i en årrække lovet penge til sine brugere til gengæld for at udføre mindre opgaver, men hvor meget kan du egentlig tjene på det i længden? Hvem drømmer ikke om at tjene kassen på at sidde derhjemme og selv bestemme tidshorisonten for ens arbejdsindsats og dermed i sidste ende, hvor meget man har lyst til at tjene?

Et godt gammeldags ordsprog lyder dog: “Hvis det er for godt til at være sandt, så er det formentlig også,” for næsten siden internettets udbredelse i de senere år har der hersket hjemmesider, der angiveligt ville betale dig “mange” penge for selv de mindste tjenester, udført foran computerskærmen.

Men når man så falder over Eovendo, der tilsyneladende har reelle – positive – anmeldelser på det anerkendte site TrustPilot og er blevet en del af Larsens Larsen Group (du ved, ham med Jysk), så kan det da umuligt være et svindlerforetagende, vel?

Lad os dissekere, hvordan konceptet bag Eovendo foregår.

Hvad er penge?

Ved første øjekast på Eovendo er der nemlig ikke den store forskel fra andre hjemmesider, der tilbyder betaling for enten at udfylde spørgeskemaer, tilmelde sig rabatordninger eller generelt blive en del af eksterne hjemmesiders tilmeldingsordninger.

Eovendo har efterhånden eksisteret i en del år (de blev lanceret omkring år 2012 og hed oprindeligt pengefordinmening.dk), hvor de til at starte med ikke havde mange samarbejdspartnere, og man kunne som bruger hovedsageligt tjene penge ved at se reklamefilm og tilmelde sig enkelte hjemmesidekuponer med rabatter.

Der var begrænsninger på, hvor mange reklamer man måtte se hver dag, så selv med den største indsats foran computeren hver dag kunne man maks tjene omkring fem kroner. De havde også et virtuelt skrabelod, hvor man kunne skrabe sig til præmier.

Eovendo har som nævnt udviklet sig siden fødslen, men nu om dage kan man finde det en anelse misvisende, at de slår sig op på sloganet “Penge for alt du gør.” I det her tilfælde vil man i fagsproget kalde det en journalistisk stramning, for “penge” i denne sammenhæng skal ikke ses som kolde kontanter, der lander i din konto, men som rabatter, du kan spare ved at tilmelde dig en hjemmeside via Eovendo – ergo skal penge spares forstås, som penge tjent.

De omformulerer sig dog, så det klinger mere af gysser, da de siger, at man får penge retur, når man handler, men sammenlagt er det jo stadig penge, man sparer på et køb.

anmeldelse af eovendo

Overskueligt og gennemsigtigt

Dog skal Eovendo have ros for deres oprigtighed i den forstand, at det, de skriver, også er det, man får. Hvis der for eksempel er tale om 50 procent rabat ved en given tilmelding, så
resulterer tilmeldingen også i de førnævnte 50 procent rabat.

Andre hjemmesider, der halvt om halvt drives af samme koncept som Eovendo, lover nogle steder, at man kan tjene ustyrligt mange penge ved at udfylde et enkelt spørgeskema, og så er der en mindre stjernetekst, der forklarer, at det altså kun er i sjældne tilfælde, man kan være heldig at tjene så godt på en undersøgelse.

Hos Eovendo er alt skrevet med stort, og deres forretningskoncept med, at butikkerne betaler Eovendo provision, er ingen hemmelighed for brugerne, for det bliver tydeligt fremhævet.

Deres hjemmeside er nem og overskuelig med mange forskellige kategorier fra anerkendte brands, hvor flere er kendte fra TV. Der skulle gerne være over 250 eksterne hjemmesiders tilbud at vælge blandt i skrivende stund, som er jævnt fordelt over diverse kategorier.

Når der dog er tale om reelle pengebeløb for en opgave, såsom at besvare et spørgeskema eller tilmelde sig en rabatordning, er der tale om få kroner. De større beløb er i sammenhæng rabatordninger eller gavekort, men de er så øremærket til brug hos et givent brand.

Vær klar på “spam”

Som nævnt, ville Eovendo ikke kunne have fået en så relativ høj gennemsnitsscore på Trustpilot, hvis det ikke havde været for sitets troværdighed, som alting i sidste ende står og falder på.

Så konklusionen er, at du sagtens kan tjene et par skillinger uden at blive snydt og være en ren tilbudsjæger, hvis du benytter dig af de mange muligheder, som Eovendo udbyder. Men du skal dog være klar på, at din e-mail-indboks kan forvandle sig til et sandt helvede af irrelevant post.

Flere af tilmeldingerne kræver nemlig, at du takker ja til at få løbende tilbud og/eller relaterede forslag til det, du har skrevet dig op til. Selvfølgelig kan du framelde dig disse e-mailtilbud igen, men hvis du har planer om udnytte de mange tilbud til fulde, kan du måske ende med at miste overblikket over, hvad du har tilmeldt dig, og hvilke e-mails du rent faktisk skal holde øje med løbende.

Hvis du gør dig forhåbninger om at tjene kassen eller supplere din indkomst med en anseelig mængde, så vil selv en SU-modtager næppe føle, den brugte tid på Eovendo kan svare sig med udbyttet, medmindre du sulten efter at spare penge – og ikke tjene penge.