Bedst betalte jobs

Bedst betalte jobs

Bedst betalte jobs

Del denne artikel

Hvis du står foran at skulle vælge uddannelse, er det smart at læse videre her. Vi har nemlig kigget på de bedst betalte jobs i Danmark. Penge er naturligvis ikke alt her i livet – men man vil da gerne have nok til både dagen og vejen efter de sparsomme studieår.

En lang uddannelse og efterfølgende hårdt arbejde er ikke nødvendigvis lig med den højeste løn. Det kan virkelig betale sig at kigge lidt på hvilke faggrupper, der tjener mest, før man sender ansøgninger afsted til de forskellige uddannelser.

Du har måske et drømmejob i tankerne? Et, som passer perfekt til dig som person og måske endda dine interesser? Men hvor meget kommer du egentlig til at tjene, når du en dag er færdiguddannet?

Alle vil gerne føle, at de får løn som fortjent. Der er sikkert heller ikke nogen, der takker nej til lidt ekstra i lønningsposen, som kan bruges på luksus i hverdagen.

Her får du en liste over de bedst betalte jobs i Danmark. Absolut værd at have med sine overvejelser, før studielivet for alvor tager sin begyndelse.

Vi starter med de jobs, man i praksis kan uddanne sig til. Længere nede finder du en mere kulørt liste, hvor det kræver særlige kompetencer at tjene VIRKELIGT mange penge.

Bedst betalte jobs i Danmark – Over 100.000 om måneden

Hvis du vil tilhøre den faggruppe i Danmark med den højeste månedsløn, skal du op at ramme over 100.000 kr. i månedsløn. Det er absolut lettere sagt end gjort. Her er tale om en gruppe af borgere, der gerne har kæmpet i årevis for at komme til tops i lønhierarkiet.

1. Topchef i en privat virksomhed – Tjen masser af penge på at lede og fordele arbejdet

Det er lederne i de private virksomheder, der tjener mest. Dem, som ønsker at stille sig i front for de store firmaer får mest i lønningsposen. Hertil følger naturligvis et kæmpe ansvar og masser af magt. Man kommer slet ikke sovende til sådan en position.

Vejen til at blive topleder går fx gennem en lang videregående uddannelse i virksomhedsledelse på RUC, politisk kommunikation og ledelse på CBS og andre ledelsesuddannelser på bl.a. Syddansk universitet i Odense.

Erfaring spiller også i høj grad ind. De ansatte, som dagligt lægger en ekstra indsats i opgaverne, stiger gerne i graderne. Det er en sport for visse typer at kravle opad karrierestigen indenfor samme virksomhed. En dag sidder man måske selv i chefstolen?

Topcheferne for de store virksomheder tjener gennemsnitligt den højeste månedsløn. Du kender sikkert deres navne allerede. Her er tale om de ledende figurer i hæderkronede virksomheder som Carlsberg, Novo Nordisk, Mærsk, Coop, Ørsted m.fl.

Den smalle faggruppe, der går under betegnelsen ‘Øverste virksomhedsledelse’, tjener i gennemsnit 105.000 kr. om måneden. Der er i sagens natur kæmpe forskelle på de enkelte lederes løn. Et stort firma og masser af omsætning = kæmpe afkast til cheferne.

2. Piloterne scorer kassen og får samtidig masser af sol på arbejdet

Det kommer næppe som den store overraskelse. De jobs, hvor der er få, der gennemfører uddannelsen, tjener gerne en høj løn. Til den gruppe hører piloter, som gennemgår en både lang og dyr uddannelse, der absolut ikke hører til de nemmeste.

Som pilot får du et gigantisk ansvar. Det er ikke bare et almindeligt 8-16-job, hvor man somme tider kan møde ind og have tankerne et andet sted. En pilot skal trives med pres og direkte ansvar for andre menneskers liv. At føre et luftfartøj sikkert fra start til landing er da absolut også noget med masser af prestige i.

Trafikflyveruddannelsen er privat og koster op mod en million kroner. Man betaler selv for uddannelsen men er naturligvis også SU-berettiget undervejs.

Det siger sig selv, at denne uddannelse ikke bare er noget, man springer ud i. Dels skal man have økonomisk dækning i ryggen, dels skal man være fuldstændig overbevist om, at det er det rette valg. Det koster dyrt at droppe ud fra trafikflyveruddannelsen.

Kommer du igennem uddannelsen, kan du se frem til at tjene over 100.000 kr. om måneden. Din løn kommer i høj grad til at afhænge af, hvor du får ansættelse. Du stiger i øvrigt i løn efter anciennitet. De erfarne piloter kommer op at score topløn efter adskillige års ansættelse.

3. Øverste ledere i offentlige virksomheder

Det er ikke kun indenfor privat virksomhedsledelse, at man kan tjene virkelig gode penge i Danmark. De øverste ledere i de offentlige virksomheder kommer også næsten op at ramme lønloftet. Tænk bare på Britta Nielsen, som virkelig forstod at få penge ind på sin egen konto …

Spøg til side. At være offentligt ansat leder er lig med masser af ansvar for vigtige samfundsopgaver. Det kan dreje sig om alt fra økonomi til ledelse af statens selskaber og udvikling af den offentlige sektor. Den danske stat er enorm, så der sidder masser af mennesker på tunge stillinger.

Du skal igennem ledelsesuddannelser for at kvalificere dig til disse stillinger. En masse relevant erfaring spiller i høj grad også ind, hvis du vil opfylde kriterierne.

De øverste ledere i offentlige virksomheder tjener lige under 100.000 kr. om måneden i gennemsnit. Det er dog ikke muligt at komme med en fuldstændig oversigt, da stillingerne adskiller sig meget fra hinanden.

4. Speciallæger

Læger er der som sådan mange af i Danmark. Disse tjener da også en god løn og mangler ikke noget. Skal du op at ramme en endnu højere løn, skal du specialisere dig indenfor et bestemt område. Det kan fx være neurologi, psykiatri, retsmedicin, kirurgiske specialer m.fl.

Som speciallæge er man en af relativt få eksperter indenfor sit område. Hvis man efter endt lægeuddannelse finder interesse indenfor særlige områder, er det oplagt at videreuddanne sig. Forbered dig på masser af år på skolebænken, hvis du vil være speciallæge.

En speciallæge tjener i omegnen af 90.000 kr. pr. måned. Sammenlignet med alment praktiserende læger er det en forskel på ca. 20.000 kr.

5. Dommerarbejde

Hvis du vil fælde den endelige dom over folk, der ender i retten, er det måske dommer, du skal være. Det er dog en længere proces at kvalificere sig til jobbet.

Du skal kunne præsentere en knaldgod studentereksamen og derefter læse videre på jurastudiet. Det tager ca. 6 år at blive jurist. Du kan godt forberede dig på at dykke godt og grundigt ned i tungt materiale, der kræver din fulde opmærksomhed.

At blive dommerfuldmægtig stiller også krav om erfaring i praksis, så man skal virkelig lægge sig i selen for at blive en de få dommere i Danmark.

Du kan tjene op mod 80.000 kr. om måneden på at føre retssager og afsige domme i de danske retssale. Bered dig i øvrigt på at holde dit privatliv helt fri for overtrædelser af loven, for det går da virkelig ikke an med en dommer, der har pletter på straffeattesten.

Bedst betalte jobs i Danmark – Her tjener du også en god løn

  • Ingeniørarbejde – Op til 80.000 pr. måned
  • Systemanalytiker indenfor IT – Op til 80.000 pr. måned
  • Tandlæger – Op til 70.000 pr. måned
  • Almindeligt lægearbejde – Op til 70.000 pr. måned
  • Farmaceut – Op til 65.000 pr. måned
  • Advokat – Op til 65.000 pr. måned
  • Dyrlæge – Op til 55.000 pr. måned

‘Almindelige jobs’ – Gennemsnitsløn pr. måned

  • Folkeskolelærer – 31.000 kr.
  • Sygeplejerske – 32.000 kr.
  • Politibetjent – 30.000 kr.
  • Pædagog – 28.000 kr.
  • Butiksassistent – 23.000 kr.
  • Journalist – 40.000 kr.

De bedst betalte jobs indenfor underholdningsbranchen

Hvis du er mere end almindeligt god til at spille fodbold, basketball eller tennis kan der være god grund til at tage dit talent alvorligt. Der er som sådan ikke rigtig noget loft over, hvor meget du kan komme til at tjene. Desværre findes der ingen uddannelse, der fører dig sikkert i mål som sportsstjerne – talent og hårdt arbejde er vejen frem.

Det samme kan – næsten – siges, hvis du vil gøre karriere som verdenskendt skuespiller eller musiker. Her findes der dog reelle uddannelser, hvor man kan finpudse sine evner. Du skal bestå optagelsesprøver for at blive optaget på enten skuespilleruddannelser eller bacheloruddannelser indenfor musik.

Hvis du vil være berømt rockstjerne, skuespiller i Hollywood eller fodboldspiller i FC Barcelona skal det være det altoverskyggende mål med dit liv. Du skal lægge alle æg i en kurv og bruge hvert et sekund på at kæmpe dig frem i konkurrence med ligesindende.

Mindre kan naturligvis også gøre det. Der findes masser af beskæftigelse indenfor underholdningsbranchen, som man realistisk set godt kan arbejde sig frem imod. Det behøver jo ikke nødvendigvis være de bedst betalte jobs, der fører til allermest arbejdsglæde.

Hvad med at blive:

  • Journalist med speciale indenfor sport, film eller musik?
  • Analytiker indenfor sport?
  • Scenetekniker på teatre?
  • Fodbolddommer eller træner?
  • Fotograf?
  • Lyd- eller lysmand?

Disse stillinger er for de få med stort talent indenfor særlige områder

Fodboldspiller

Som professionel fodboldspiller i Danmark kan du komme helt op at tjene ca. 750.000 om måneden. Dette er dog langtfra gennemsnitslønnen men hvad de allermest profilerede stjerner i Superligaen hiver ind på kontoen.

Selvom mange unge mænd drømmer om en karriere som fodboldspiller, ved de fleste godt inderst inde, at det aldrig kommer til at lykkes. Der er talentspejdere, som spotter drenge helt ned til 11-12 års alderen. Disse får tilbudt træning i klubber med masser af erfaring indenfor området.

Man skal selvfølgelig også være dygtig til at konkurrere. De drejer sig om både talent og en kæmpe portion hårdt og vedvarende arbejde. Meget få fodboldspillere kan leve på deres talent alene – faktisk ingen.

Skuespiller

De danske skuespillere, der gør sig i det store udland, tjener virkelig kassen. Mads Mikkelsen anslås fx at have en gennemsnitlig dagsløn på 30.000 kr. Dette skal du nok ikke sætte næsen op efter, hvis du kommer til at leve af skuespil på danske teatre.

Der findes eksempler på skuespillere, som har dumpet optagelsesprøven til Skuespillerskolen adskillige gange. De er så blevet ved med at søge ind – og til sidst er det så lykkedes.

Man kan også finde eksempler på autodidakte skuespillere, der aldrig har taget en uddannelse. Der er altså mange veje til det endelige mål for dem, som bærer viljen i hjertet.

Musiker

Der kan være særdeles gode penge i musik. Festmusikere, som lever af at spille kendte sange til bryllupper og konfirmationer, tjener ikke det helt store. Bare det at leve af at spille musik er dog en stor ting for mange musikere.

Når de mest kendte danske musikere rammer jackpot, går der flere millioner kroner ind på kontoen om året. Indtjeningen kan dog variere meget, så det gælder om at have en revisor ansat til at holde styr på formuen. Det går op og ned i showbusiness.

Forfatter

Det skal være et kald af de helt store, hvis du vil gøre dig forhåbninger om at leve som forfatter. Man skal trives med at arbejde helt alene mange timer hver dag – absolut ikke noget, der passer til særligt mange mennesker. Tilmed skal man kunne kæmpe sig igennem afslag på afslag fra forlag og stadig holde fanen højt.

De få forfattere, der får hul igennem til den brede befolkning, tjener rigtig gode penge. Når bøgerne bliver revet over disken og havner under juletræet, kan der godt tikke store millionbeløb ind på kontoen. Til hver succesfuld forfatter hører dog hundredevis, som aldrig kommer til at tjene til dagen og vejen på deres skriveri.

Komiker

Vi kender alle sammen Casper Christensen, Frank Hvam og Amin Jensen. Comedy-genren er virkelig blevet populær i Danmark over de seneste 20-30 år. Hvis du har talent for at sige noget sjovt og få folk til at knække sammen af grin, kan der sagtens være penge i det på sigt.

De fleste komikere starter ud på små scener og arbejder sig op derfra. Du kan fx teste talentet af på åbne scener, hvor håbefulde stand up-komikere tester sig selv foran et publikum.

Hvis du bryder igennem til TV og de store scener, kommer du ikke til at mangle penge. Det er selvfølgelig de virkelig få forundt at skabe sig en levevej gennem komik. Men det bliver da helt sikkert sjovt, hvis det lykkes!

Ofte stillede spørgsmål

Hvilket job har højest løn?

Dem, der bruger længst tid på deres uddannelse tjener som regel også mest. Aktuar (forsikringsvidenskab) kan nævnes i den forbindelse. Men man skal også overveje, om der er jobs at få, når man er færdiguddannet. Ledige akademikere er der nok af i Danmark.

Hvad kan man tjene mange penge på?

Pilot, topchef eller leder i større virksomheder fx. De bedst betalte jobs kræver masser af uddannelse eller anciennitet indenfor samme virksomhed. De øverste ledere har som regel arbejdet sig op i graderne gennem mange år.

Hvad er en god månedsløn?

Din månedsløn bør afspejle dit niveau af uddannelse. Sammenlign med andre uddannelser af samme varighed og se, om du bliver snydt. Du kan sagtens vælge uddannelse efter lønnen som færdiguddannet. Men husk, at der også skal være efterspørgsel på din arbejdskraft, når du bliver færdig på studiet.

Hvad er de bedste jobs?

Det bedste job er et, du kan lide at møde ind på. Lønnen skal selvfølgelig også være god på samme tid. Man bør finde et job, som ikke føles alt for meget som et ‘job’, hvis man skal blive glad for det i længden. Det er absolut ikke kun lønnen, der afgør, om man er glad for at gå på arbejde.

Konklusion – Hvad egner du dig egentlig bedst til?

Der er mange unge mennesker, som ikke får tænkt sig nok om, inden de vælger uddannelse. Det er dog også en hård opgave at vælge beskæftigelse for resten af livet, når man kun er omkring 20 år. Man gør klogt i at gøre sig nogle grundige overvejelser, før man sender ansøgningen afsted til forskellige uddannelser.

Rigtig mange ender med at droppe ud fra deres uddannelser. Eller værre endnu: Ender med et job, man ikke kan være tjent med i længden – og må starte helt forfra på en anden uddannelse (i bedste fald).

Arbejdet fylder utrolig meget af almindelige menneskers liv. Derfor er det rigtig meget synd og skam, hvis man ser arbejdet som en sur pligt gennem hele livet. Vi er priviligerede i Danmark, så der er mange muligheder for at beskæftige sig med noget, der giver mening.

Vil du først og fremmest gå efter et af de bedst betalte jobs – eller er det vigtigst at arbejde med noget, som du virkelig brænder for?

Hvis de to ting kan forenes, er der jo ikke meget at være i tvivl om. Især hvis evnerne og dedikationen er på plads.

TJEN PENGE ONLINE

Lad mig vise dig de 3 bedste produkter på Internettet, der tilsammen giver dig over 5.000 kroner i daglig profit!

Relaterede artikler

Hvad skal jeg sælge i min webshop?
Artikler

Hvad skal jeg sælge i min webshop?

Hvad skal jeg sælge i min webshop? Et af livets helt store spørgsmål. Ifølge Dansk Erhverv er danskerne et af de mest e-handelsinteresserede folkefærd i